Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2002
Rialto igen?
Det Storkøbenhavnske Teaterfælleskab skal skære i teaterstøtten. Mange vil foreslå Rialto-teatret nedlagt. Problemet er bare, at netop dette teater har sund økonomi
Fra teatersæsonen 2005-2006 mangler Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab 6,5 mio kr. I forhold til et samlet offentligt tilskud på
godt 90 mio, er det et anseeligt beløb, der mangler. Det skyldes dels VK-regeringens finanslovsbesparelser, 2½ mio, dels at
Folketinget i 1999 besluttede at videreføre Rialto-teatret - imod Teaterfællesskabets vilje.
Da teatrene i fællesskabet er underlagt 4-årige aftaler og en række aftaler snart skal fornyes, skal Teaterfællesskabet
træffe beslutning om hovedlinjerne i budgettet for 1995 i løbet af indeværende år. For at lette Teaterfællesskabets
beslutningsprocedure vil kulturministerens kommende forslag til teaterlovsændring indholde en ændring. I den nuværende teaterlov er de enkelte teatre i DST nævnt ved navn. Ved lovændringen vil man fjerne denne binding - og altså frigøre Folketinget fra diskussioner om nedlæggelse af teatre.
Tre modeller
I forgrunden spøger tre mulige besparelsesmodeller:
grønthøsterbesparelse - 8%
nedlæggelse af et enkelt teater
nedlæggelse af teatres sidescener (Hippodromen, Edison og Væksthuset)
Samtlige teatre er på forhånd afvisende overfor en grønthøsterbesparelse. Det vil i realiteten umuliggøre teaterdrift på stort
set alle scener. Især efter en i tilskuertal katastrofal sæson 2000-2001 er det svært at forestille sig, at nogen vil vove at udsætte teatrene for væsentlige procentbesparelser. Alle indikatorer for sæson 2002-03 tyder også negativt. Arte-salget er usædvanligt svagt, sommeren blev for lang og store satsninger har fået svage anmeldelser. Det er svært at finde optimister blandt teaterfællesskabets teatre.
NB: Tallene i ovenstående graf bygger på officielle regnskaber for DST 1996-2001. Tallene for sæson 2001-2002 bygger på mundtlige oplysninger.
Nedlæggelse af sidescener er en mulig løsning. Problemet er blot, at disse sidescener netop bruges til at udvikle de enkelte teatre.
Nedlægger man sidescener, fjerner man altså nogle af de rugekasser, som gerne skulle sikre fortsat kunstnerisk udvikling,
hvor der er råd til at fejle og afprøve ny dramatik. Naturligvis kan man forestille sig Folketeatret uden Hippodromen,
Betty Nansen uden Edison og Gladsaxe Teater uden Væksthuset. Men det er langt fra sikkert, at de nuværende ledelser vil fortsætte uden sidescenerne.
Nedlæggelse af et teater vil på mange måder være økonomisk fornuftigt. Det kan give den fornødne "luft" for de overlevende. Vanskeligheden vil dog opstå, når man politisk skal beslutte, hvilket teater som i givet fald skal nedlægges. Alle teatre har sin særlige profil og publikum. En teaterlukning flytter ikke publikum til naboteatret.
DST valgte for 4 år siden - under tilsvarende diskussioner - at nedlægge Rialto Teatret. Efter storstilet arbejde lykkedes det at
overbevise Folketinget at redde teatret (se Søndag Aften Arkiv). Den fire år gamle diskussion om Rialto vil genopstå. Rialto vil endda kunne fremhæve, at dette teater er blandt de få i Teaterfællesskabet som har sund økonomisk balance.
En eventuel nedlæggelse af Rialto vil heller ikke være tilstrækkeligt til at sikre de øvrige teatre mod nedskæringer. Teatrets tilskud på 4 mio batter ikke i den store sammenhæng. Økonomisk set ville der være mere at hente ved at nedlægge et af de øvrige teatre.
Den måske-fjerde model
De fleste teatre i DST har økonomisk trange kår. Hvis resten af sæson 2002-03 forløber som starten af sæsonen, så er konkurs overhængende sandsynligt for et eller flere teatre. Egenkapitalen er ved at blive spist. I denne sæson kan det være mere trygt at sidde i ledelsen for truede Superligaklubber end i truede teatre...
En sådan ufrivillig lukning vil lette arbejdet for politikerne i DST. Ingen vil i dag tale højt om denne løsning. Det strukturelle problem i dette er, at en sådan konkurs vil ændre profilen i DSTs samlede teaterudbud.
